Tilmeld nyhedsbrev (e-mail )


Tilmeld Afmeld

Kinesisk arbejdskraft til Danmark?

Oprettet d. 08/10 2012 af Christina Boutrup
Det trækker forsider, når en kinesisk virksomhed pludselig viser interesse for Fermern-forbindelsen. Og hvorfor så det? Fordi det på den ene side åbner muligheden for en attraktiv finansiering (via kinesiske statsbanker). På den anden side er det efterhånden kendt, at kinesiske investeringer i udlandet bliver ledsaget af (billig) kinesisk arbejdskraft.

Derfor er det med god grund, at Lollands borgmester, Stig Vestergaard (S) frygter, at interessen fra det statslige China Communications Construction Company (CCCC), kan ende med at forsinke Fermern-forbindelsen, der bliver et af de største anlægsprojekter i Europa til rundt regnet 40 milliarder kroner.

Folketinget har endnu ikke truffet den afgørende beslutning om den anlægslov, som er forudsætningen for, at projektet bliver til noget. Det ventes tidligst at ske i slutningen af 2013.

Politisk tomgang
Det er ikke svært at forestille sig, hvor let der kan gå politisk tomgang i debatten, når den dyre danske model igen sættes under pres.
Brancheorganisationen Dansk Byggeri frygter naturligvis, at konkurrencen fra store kinesiske og russiske entreprenørselskaber vil udkonkurrere danske og vesteuropæiske virksomheder på Femern-byggeriet. Det er ikke så mærkeligt, for de er jo en del af den globale virkelighed, som politikerne ofte glemmer, når de vil "kickstarte" væksten i Danmark.

Gang på gang bliver der talt om, hvordan store infrastrukturprojekter kan skabe danske arbejdspladser. Desværre viser det sig ofte at være forkert. Danmark er underlagt udbudsreglerne i EU, og derfor er det altså ikke en naturlov, at danske virksomheder vinder opgaverne. Tværtimod. For konkurrencevenen har det ikke så godt.

Unfair konkurrence
Dertil kommer, at de nye store konkurrenter fra Kina er i stand til at dumpe priserne, fordi de nyder massiv opbakning fra de kinesiske statsbanker.
Det er svært at kæmpe imod.

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) vælger at se positvt på interessen fra CCCC, fordi konkurrencen kan være med til at sikre en god pris. Men han understregede fredag i Berlingske Business, at uanset hvem der vinder opgaven, så skal den udføres under danske arbejdsmarkedsforhold.

Uha, det bliver svært at overholde. Tænk bare på de mange østeuropæere, som arbejder til langt under dansk mindsteløn.

I sidste ende kan finansieringen og realiseringen af Femern-forbindelsen ende med at blive et spørgsmål om kinesisk arbejdskraft.


Kategori: Business | Skriv en kommentar |
  »