Er Kina en markedsøkonomi?

Kinas prøvetid i Verdenshandelsorganisationen WTO er forbi, men EU tøver med at anerkende Kina som markedsøkonomi. Det er trods alt et af de stærkeste kort, de europæiske lande har på hånden i forhandlingerne med Kina.

Kronik bragt i Børsen d. 12. december 2016.

kuka

Da Kina for nylig var vært for G20-topmødet i Hangzhou, sagde den kinesiske præsident i sin åbningstale, at verdensøkonomien er truet af stigende protektionisme.

Det er et faktum, som står endnu skarpere nu, hvor Donald Trump har vundet præsidentvalget i USA.

Men det er paradoksalt, for den kinesiske regering er kendt for at udøve statskapitalisme i sin fineste form. Både når den beskytter kinesiske virksomheder på hjemmemarkedet, men også når den sender sine statsejede virksomheder ud i verden med konkurrenceforvridende subsidier.

Det sker bl.a. via billige lån fra kinesiske statsbanker og ved at tilsidesætte almindelige profitkrav og markedskræfter for at vinde markedsandele.

Prøvetiden er udløbet

Set i det lys virker det vanvittigt, at EU forventes at anerkende Kina som en markedsøkonomi i WTO.

Det skyldes et løfte, som blandt andre EU var med til at give, da Kina blev optaget i WTO i 2001. I søndags, 11. december 2016 udløb prøvetiden, og Kina gør krav på sin fuldblodsstatus.

Der er meget på spil, for EU er Kinas største handelspartner, og Kina er EU’s næststørste handelspartner efter USA. Afgørelsen er vigtig, fordi Kinas status i WTO kan få stor betydning i forbindelse med antidumping-sager.

Frygten er naturligvis, at EU i endnu højere grad vil blive oversvømmet med billige kinesiske varer, som kan knække halsen på europæiske producenter. Men er der virkelig nogen ved deres fulde fem, der kan definere Kina med kommunistpartiet i spidsen som en markedsøkonomi? Nej, vel?

Alligevel har Kina allerede opnået status som markedsøkonomi i New Zealand og Australien, fordi det var et kinesisk krav i forbindelse med indgåelsen af attraktive frihandelsaftaler mellem Kina og de to lande i henholdsvis 2008 og 2015.

Danmark har vedholdende argumenteret for at opfylde Kinas ønske, fordi regeringen vurderer, at Danmark og EU på sigt vil vinde mest ved at satse på åbenhed.

Men modstanden mod at give Kina status som markedsøkonomi er stor i flere sydeuropæiske og østeuropæiske lande, og derfor tøver EU.

Tyskland, Europas stærkeste stemme, har i efteråret ændret kurs overfor Kina i forbindelse med en række kinesiske overtagelser af tyske robotvirksomheder.

Den tyske regering presser – til frustration for erhvervslivet – på for at få vedtaget nye EU-regler, som kan begrænse kinesiske opkøb i strategisk vigtige sektorer, hvis de er drevet af politiske interesser fremfor erhvervsmæssige.

I øvrigt to sider af samme sag i en kinesisk kontekst.

Spørgsmålet er, hvor længe en beslutning om Kinas status i WTO kan trækkes, og hvor meget det potentielt kan skade handelssamarbejdet med Kina. Set med kinesiske øjne er det slet ikke fair.

Kinesiske virksomheder har været udsat for straftold i EU gennem 15 år og møder også protektionisme i for eksempel USA, hvor telekommunikationsgiganten Huaweis produkter er blevet stemplet som en trussel mod den nationale sikkerhed.

USA har for længst meldt ud, at man ikke har tænkt sig at anerkende Kina som markedsøkonomi, og det er svært at forestille sig, at Donald Trump vil ændre på det.

En aktiv industripolitik

Det mest sandsynlige scenarie er, at EU anerkender Kina som markedsøkonomi, men reformerer WTO-reglerne, så det stadig vil være muligt at gribe ind overfor prisdumping.

Spørgsmålet er, hvor klogt det er, for WTO-forbeholdet er et af de stærkeste kort, EU har på hånden i forhandlingerne med Kina.

For eksempel om en gensidig investeringsaftale, som forhåbentligt kan give europæiske virksomheder mere fair adgang til det kinesiske marked.

Den nye tyske kurs overfor kinesiske investeringer kan ved første øjekast virke protektionistisk. Men tag ikke fejl. Tyskland går stadig ind for frihandel – begge veje.

Det er blot et udtryk for, at den kinesiske statskapitalisme tvinger lande med liberale økonomier til at indføre en mere aktiv industripolitik.

Noget som bør interessere og inspirere danske politikere.